12. februar 2018

Særdeles vægtig bog om Anker Jørgensens statsministertid

Torkill Jensen anmelder Anker fik ikke noget forærende. Det kostede slid og forhandlingsvilje at nå resultater i en tid med oliekrise og et besværligt Folketing


Til enhver bedømmelse af Anker Jørgensens resultater som statsminister hører den indledende konstatering, at 1970’erne på ingen måde var en let periode at lede landet i. Anker Jørgensen fik ikke meget forærende, og man må antage, at det ville have været en voldsom udfordring for enhver statsminister at føre Danmark gennem overgangen fra guldalder til oliekrisealder.

undefined

Påstanden om økonomisk uansvarlighed 

Denne konstatering i bogen ”Anker Jørgensens tid” er værd at bemærke. Borgerlige debattører har yndet at pege på Anker Jørgensen som det typiske eksempel på socialdemokraters påståede økonomiske uansvarlighed. Og det er absolut ikke rimeligt. Ikke blot skulle Anker kæmpe med oliekrisers voldsomme indflydelse på økonomien. Han skulle også navigere i et folketing, der efter jordskredsvalget i 1973 havde ti partier mod førhen blot fem. Og et af de nye partier, Fremskridtspartiet, var endda kendetegnet ved at være imod stort set alt! Det var svært at få skabt et flertal for fornuftige løsninger. Ofte var kompromiserne mindre virkningsfulde end de oplæg, regeringen kom med.

 

Smal venstreregering 

Efter jordskredsvalget havde Danmark en smal venstreregering under Poul Hartling i 14 måneder. Men ellers var Anker Jørgensen statsminister i perioden fra 1972 til1981. Hartlings regering fik nogle skattelettelser igennem, men finansieringen på 7 mia. kroner skulle findes på den kommende finanslov. Finansieringen blev dog Anker Jørgensens problem, for Vestres regeringsperiode sluttede brat efter valget i januar 1975.

undefined

Den populære Anker 

Før jordskredsvalget havde Socialdemokratiet 70 pladser i Folketinget. I 1973 blev det kun til 46. Ved de følgende tre valg var der fremgang for Socialdemokratiet, så man nåede op på 68 mandater i 1979, altså næsten på højde med situationen for 1973. Ankers personlige popularitet har sikkert spillet ind på de gunstige resultater.

 

To problemfelter 

Christiania var gennem alle årene et problem, der igen og igen gav anledning til ophedede debatter. Det var en ømtålelig sag for regeringen. I 1980 var en lokalplan og en konsulentrapport anledning til en fornyet debat, der dog endte med et flertal bestående af S, SF, VS og Radikale. Holdningen hos dette flertal var, at man skulle vise christianitterne det hensyn, at de i samarbejde med myndighederne kunne være med til at lovliggøre fristaden.

 

ØD – økonomisk demokrati – var også et tilbagevendende emne gennem årene. Det gik ud på, at lønmodtagernes udbytte af nogle lønstigninger skulle fordeles på en del direkte i lønningsposen og en del placeret i en fond, der skulle betyde, at arbejdstagerne gradvis kunne være medejere af erhvervsvirksomhederne. LO-formanden Thomas Nielsen skubbede på for at få gennemført ØD, og han forstod tilsyneladende ikke den logik, at der ikke var nogen mulighed uden et flertal i Folketinget for sagen. Og da slet ikke, når ØD-forslaget indeholdt en central fond (styret af LO).  Thomas Nielsen var generelt negativ over for Anker Jørgensen, hvilket også betød noget for Ankers handlefrihed.

 

SF blokerede 

I virkeligheden var der i Venstre og andre borgerlige partier en positiv holdning til en eller anden form for overskudsdeling og en udvidelse af ejendomsretten i erhvervslivet. I forbindelse med Helhedsplan 79 blev der faktisk lagt en plan om overskudsdeling på bordet, men forslaget blev torpederet – ikke af de borgerlige partier, men af SF! 

 

En vis indflydelse på erhvervslivet fik Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) - oprettet i 1980. Midlerne kom fra løndele (dyrtidsregulering), lønmodtagerne skulle have i lønningsposen, men som – i forskellige politiske indgreb - blev holdt tilbage (blev indefrosset). LD investerer lønmodtagerpenge i erhvervslivet.

Samtidig kom der flere og flere penge i ATP-systemet igennem 70’erne. ATP var blevet indført i 1964.

 

Ritt og Auken 

Ritt Bjerregaard var minister i adskillige af Anker Jørgensens regeringer. I sine egne erindringer tilkendegiver hun, at hun blev gjort til socialminister i 1979, fordi Anker ville sætte hende på en umulig opgave. Men i nærværende bog fremgår det derimod, at Ankers motiv var, at han ønskede en stærk politiker som socialminister og derfor satte Ritt Bjerregaard på posten.

 

Stort set ingen politisk bog er uden et eksempel på Aukens illoyalitet. Han citeres for udtalelser til pressen om, at han kun sad i regeringen, fordi LO støttede det! I betragtning af det anstrengte forhold mellem Thomas Nielsen og Anker var det ikke fair!

 

Nævnes skal der dog – til Aukens ros – at Auken som arbejdsminister var arkitekten bag indførelsen af efterlønnen. Det skete i den periode på knap 13 måneder, hvor der var en SV-regering. Den blev dog på ingen måde en succes.

 undefined

Skrevet af forskere 

”Anker Jørgensens tid” er skrevet af Thorsten Borring Olesen under medvirken af Niels Wium Olesen. Den bærer præg af at være skrevet af forskere, og mange vil sikkert afstå fra at læse de over 500 sider fra begyndelse til ende, som jeg har gjort. Bogen vil måske for mange være bedre egnet som håndbog, hvor man kan slå ned på enkelte emnekredse.

 

Det er under alle omstændigheder en særdeles vægtig bog, som giver et godt overblik over en turbulent periode i 1900-tallets politiske historie. Jeg har haft megen glæde af at læse den.

-

To af billederne på siden er fra bogens forside. Yderligere to billeder er fra en fest i 2008, hvor jeg  havde lejlighed til at snakke med Anker.